Desværre viste det sig ,at fotografierne kom ind på bloggen, som de ville og ikke, som jeg ville undskyld.
Nu, til rejsens sidste etappe.Colombia er et land,som står på højkant.En gang tog en enkelt stigning seks timer.
Politiet viste sig meget nysgerig, men ikke corrupt, de ville se en brasiliansk mønt og ville kende slutningen af den brasilianske Tvnovelle Slaven Isaura.
At komme ind i Equador tog tid, og for at køre gennem landet var det nødvendigt at have en poltibetjent med i vognen, men det hjalp mange gange ved mødet med andre politier.
El Ninho angreb voldsomt dette år, og ved ankomsten til grænsen til Peru fortalte man ,t ikke færre en seks broer var faldet ned i dette land, forsøget på at finde en anden indgang gjorde kun situationen værre regnen havde straffet denne by så meget, det tog mange timer at komme igennem.
Løsningen var at vende om, men i ventetiden ved grænsen regnede det så meget, at den bro,som var i orden ved indkørslen nu ikke kunne bruges mere, det var nøvendigt at køre igennem floden, det værste var at komme op på den anden side, med nogle mænds hjælp gik det sådan, i slæbegieret indtil motoren gik i stå, så lagde de en sten under baghjulet for ikke at rulle tilbage, og sådan en tre fire gange, og det gik.
I Venezuela var det også nødvendigt at køre igennem en flod, men her kom der vand ind i motoren, indtil det blev bragt i orden var en drøj tid.
Den mest frygtede strækning de 600km jordvej til den brasilianske grænse var heller ikke let de beskadiede broer på udvejen var blevet repareret, men denne gang var det en flodovergang, hvor folket mente,at det varumuligtat bringe Bben over, men takket været de medbragte planker gik det.
I Caracarai lykedes det at få en balsa til Manaus og siden til Belem.Og til Sao Paulo var det lige ud ad vejen.